Læringsstile i e-læring – hvad skal vi dog bruge dem til?

En læringsstil er en formaliseret beskrivelse af, hvordan en given kursist typisk agerer i en læringssituation. Læringsstile er personlige strategier for tilegnelse af viden.

I forbindelse med e-læring anvendes tit  Honey & Mumfords opdeling i Aktivisten (der søger oplevelser), Reflektoren (der observerer), Teoretikeren (der ønsker at forstå) og Pragmatikeren (der ønsker at afprøve). Alle disse meget forskellige indgangsvinkler påvirker kursistens naturlige måde at tilgå læringen. Aktivisten surfer overfladisk og ubestemmeligt rundt, mens Teoretikeren tager tingene grundigt fra begyndelse til slutning og fordyber sig. Pragmatikeren kan næsten ikke vente med at komme væk fra det hele og i gang med  ”the real deal”, mens Reflektoren danner broer til andre aspekter.

Hvordan skal vi som udviklere af e-læring dog forholde os til dette konglomerat af potentielle anvendelser? Hvordan sikrer vi, at disse ustyrlige kursister rent faktisk også får lært noget og fastholder motivationen?

Først skal vi lige forstå, hvad en læringsstil egentlig er. En læringsstil er KUN en beskrivelse af, hvordan kursisten agerer – IKKE en beskrivelse af, hvordan kursisten rent faktisk opnår den optimale læring. Det er meget vigtigt at huske denne skelnen. Vi har en tendens til at sætte lighedstegn mellem de to ting, men den sammenhæng eksisterer slet ikke.

Min påstand er, at selvom Aktivisten til eksempel søger oplevelser og har en tilbøjelighed til at hælde mod det overfladiske, er det måske ikke sådan Aktivisten opnår den optimale læring. Udfordringen er dog, at holde Aktivistens opmærksomhed fanget og samtidig med at han i højere grad fastholdes i en mere optimal læringsplan. Tilsvarende forhold gælder for de andre læringsstile.

Den ”optimale” læringsplan er helt afhængig af det, der skal læres og de mål, der er sat. Der findes ofte nogle stier man er nødt til at gå af, hvis en bestemt type læring skal etableres. Hvis jeg til eksempel skal lære dig at spille klaver, findes der nogle gamle metoder, der i høj grad har vist sig effektive. En god lærer er i stand til at pege disse stier ud for eleven. Det gælder både i klaverspil, i e-læring og alle mulige andre steder. Det løser dog ikke motivationsspørgsmålet.  Den dygtige pianist er blevet dygtig, fordi han har gået en masse kedelige stier – om og om igen – drevet af selvdisciplin. Den kan vi ikke forvente hos den gennemsnitlige e-læringskursist. Vi er derfor nødt til på en eller anden måde at tilfredsstille de forskellige typer kursister – uden samtidig at give køb på den optimale læringssti. Løsningen består i at tænke flere strukturelle lag ind i kurset. Her er nogle eksempler:

Aktivist
Anvend stærke visuelle virkemidler der giver mening.  Et medie er ikke pynt men en del af den grundlæggende fortælling, der gerne skulle kunne forstærke oplevelsen og forståelsen.

Gør fortællingen kortfattet og præcis og opsæt nogle gode udfordringer i form af opgaver og interaktivitet.

Aktivist og Reflektor
Tænk de enkelte sider som selvstændige enheder – selvom de selvfølgelig er del af en større sammenhæng og den ”optimale” læringsplan. Det giver en bedre sammenhængskraft ved nonlineær navigation.

Pragmatiker
Sørg for at formidlingen på den ene eller anden måde altid forholder sig til brugssituationen. Det kan gøres enten ved at knytte til det direkte  i hovedfortællingen eller ved f.eks. at anvende faktabokse med små praktiske tips.

Teoretikeren
Giv mulighed for at kunne fordybe sig yderligt gennem ekstramateriale. Det kan være som pdf-filer eller links.  Det er vigtig, at disse materialer ikke forstyrrer hovedsporet og kursister med andre læringsstile.  Sørg tilsvarende for, at disse materialer struktures så de står i direkte forhold til hovedsporet og er nemme at tilgå.

Reflektoren og Teoretikeren
Skab sammenhæng til andre relevante sammenhænge – uden dog at miste fokus. Derfor er det bedst ikke at ligge denne del i hovedsporet. Det kan være gennem popups, faktabokse eller eksternt materiale.