Vi kan dårligt slippe for musikken. Den forfølger os i næsten alt, vi foretager os. Den findes som akkompagnement til alt fra ventetiden i telefonen til dramatisk medspiller i filmen. Derfor vil man måske også forvente, at vi, mennesket, efterhånden havde lært at begrebsliggøre, hvad det er musikken gør ved os – hvad det er den, musikken, præcist fortæller os – i telefonen, gymnastiktimen, filmen eller andre steder. Det har vi bare ikke. Selv folk, der i mange år har arbejdet med multimedie- og filmproduktion, kan synes, det er en meget abstrakt udfordring at finde frem den helt rigtige musik.
Lad mig lige slå en ting fast. At være dårlig til at sætte ord på, hvad musikken betyder, er ikke det samme som at være dårlig til at afkode musikken. Vi reagerer nemlig i meget høj grad ensartet på de signaler, vi modtager, men da de musikalske signaler ikke er sproglige, kræver det faktisk en grundlæggende forståelse for, hvordan musik kommunikerer for at kunne italesætte oplevelsen ordentligt. Denne artikel giver en indføring i musikkens grundlæggende kommunikationsformer. Forhåbentligt vil du, efter at have læst den, føle dig bedre rustet, hvis du skal vælge musik til en medieproduktion, selv komponere eller blot tale med om lydsiden til den film, du lige har set.
Musikkens sprog
Det bliver ofte sagt, at musikken har sit eget sprog, som er helt unikt, da det kan forstås af mennesker på tværs af kulturelle, sociale og sproglige barrierer – at musik kommunikerer universelt. Det er sandt – men det er ikke den hele sandhed. For det første er de kommunikationsformer musikken betjener sig af ikke altid universelle, og, for det andet, indeholder musik i høj grad forståelser, der forudsætter et kulturelt ståsted. For at begribe, hvorfor det hænger sådan sammen, er vi nødt til at dykke ned i det man kalder henholdsvis kontur- og konventionsteori.
Konturteori
Mennesket animerer de input det modtager. Det vil sige, tænker det oplevede ind i sin egen kontekst. Hvis du f.eks. tager en ske, omvikler skaftet med en klud og giver den til en lille pige, vil hun straks opfatte skeen som en dukke. Hun animerer skeen. Det samme sker, når vi lytter til musik. Når musikken spiller, bliver vi præsenteret for en nogle konturer, musikalske skikkelser, der minder om noget, vi kender andre steder fra. Melodien bevæger sig måske trinvist opad og giver en fornemmelse af en trappe eller en solopgang; harmonien er måske dissonerende og giver os en fornemmelse af ubalance; rytmen er langsom, hvilket kunne få os til at associere til langsommelighed eller eftertænksomhed mens den storladne orkestrering, får os til opleve musikken som et produkt af et fællesskab. Essensen er, at alt vi hører, ubevidst får os til at associere til ting, vi kender i forvejen, og fordi den verden vi deler som mennesker har så mange fælles referencepunkter, er musikken faktisk i stand til at kommunikere rimeligt universelt.
Lad os tage et konkret eksempel:
http://www.youtube.com/watch?v=ido55uT5U0k
Musikken er en begravelsesmarch af Chopin. De fleste der hører musikken vil nok være enige i, at musikken er meget beskrivende for en begravelse, men for at forstå, hvorfor dette er tilfældet, bliver man nød til at spørge om dels, hvad der karakteriserer en begravelse og dels, hvilke parametre musikken anvender for at fremmane associationen.
I min forståelse er en begravelse alvorlig – ikke livlig. Stemningen er bedrøvet og højtidelig, ordene vægtes og der tales ikke højlydt. Når kisten bæres foregår det i et langsommeligt rytmisk tempo.
Hvordan matcher Chopins musik denne forståelse? Rytmisk efterlignes gangarten hos dem der bærer kisten på rejsen frem mod det afsluttende hvilested. Tonaliteten er tydelig mol, tonelejet er dybt og der sker ikke mange tonale skift. Tilsammen giver det en oplevelse af sørgmodig alvorsfuldhed, fordi mol traditionelt opleves om mere dyster end dur, og det dybe toneleje minder om tonelejet hos en alvorsfuld patriark. Denne fornemmelse forstærkes af det meget velovervejede anslag i specielt akkompagnementet, samt den langsomme stigning i styrke fra piano til forte - fra svagt til kraftigt – fra sagte og højtideligt til kraftigt og alvorsfuldt.
Prøv at høre musikken igen og tænk over disse forestillinger. Måske var det også det du hørte uden at være helt klar over det?
Det er vigtigt at bemærke, at musikken måske også kan anvendes til at beskrive andet end en begravelsesmarch. I princippet kunne den beskrive hvad som helst, der kan karakteriseres på samme måde som en begravelse.
Et godt eksempel herpå er den massive brug af Strauss’ Also Sprach Zarathustra. Prøv at sammenligne nedenstående eksempler og find ud af, hvad det er, der binder dem sammen.
http://www.youtube.com/watch?v=cWnmCu3U09w
http://www.youtube.com/watch?v=TykcDHTdEbE
http://www.youtube.com/watch?v=0W7QN-oYrtg
Konventionsteori
Konventionsteorien kommer i spil, fordi musik har det med at knytte sig til de formål, den anvendes til. Det er specielt væsentlig i en tid med massemedier, der fungerer som vores fælles referenceramme. Det klassiske eksempel er Bo Widerbergs brug af Mozarts klaverkoncert nr. 21 som gennemgående tema i filmen Elvira Madigan. Filmen skildrer den ulykkelige kærlighedsaffære mellem den danske linedanserinde Elvira Madigan og den svenske løjtnant Sixten Sparre. I nedenstående klip fremkommer Mozarts musik først lidt inde i filmen. Bemærk at musikken kun anvendes som underlægning til kærlighedsscenerne.
http://www.youtube.com/watch?v=BReLfhRP1H0
Filmen knytter musikken så tæt til filmens indhold, at Mozarts klaverkoncert efterfølgende blev udgivet og indspillet som Elvira Madigan temaet – på trods af at Mozart, med garanti, aldrig har tænkt i disse baner. Musikken blev således i 1967 fuldstændig synonym med ulykkelig kærlighed og har for mange mennesker været det lige siden.
Læren er, at musik får knyttet nogle konventioner gennem den brug, vi gør af den. TV-mediet udnytter dem groft og fundamenterer på den måde forståelserne. Konventionerne kan også anvendes mere eller mindre kreativt til at tillægge eller forstærke betydninger til en billedside eller historie, der ellers ikke ville være der. Jeg så på et tidspunkt en dokumentarudsendelse om Simon og Janni Spies. Under bryllupsscenen blev førnævnte klaverkoncert af Mozart anvendt som underlægning, og for den beskuer som kender referencen var udsagnet tydeligt - at det ville ende galt. Det gælder også selvom referencen for lytteren befinder sig på et ubevidst niveau. I dag vil mange, specielt unge mennesker, ikke bide mærke i dette, da de aldrig har set filmen. Det ændrer dog ikke ved mekanikken i konventionsteorien.
Massemedierne binder os mere og mere sammen og verdens kulturarv ligger tilgængelig for vores fødder via internettet. Vi bliver bombarderet med ikke bare hele musikstykker men også små fraser og lyde, der hver med deres knytninger, er med til at forme, hvordan vi forstår musik på et generelt niveau, Selv uden at inddrage alle de stilistiske og genremæssige forståelse vi deler, er mængden af betydningsmæssige referencer vi alle bærer rundt på enorm. Små fraser vi har hørt gentagende gange i tegnefilm sammen med filmmusikklicheer, signallyde på banegårde og fra elektriske apparater, værdier som knytter sig til de massive mængder af musik verden er fyldt med er alt sammen blot en lille del af vores mere eller mindre fælles musikalske forståelse. En dybdegående beskrivelse af dette område, ligger dog helt uden for denne teksts rammer, men for den interesserede læser, vil jeg henvise til musikforskeren Phillip Taggs arbejde – http://www.tagg.org/.
Hvis man har en god sans for konventionsteorien og et stort og bredt repertoirekendskab – kan man effektivt vælge underlægningsmusik, der formidler præcise budskaber. Samtidig er det også området, hvor man kan foretage nogle enorme brølere. Forestil dig Mozarts klaverkoncert akkompagnerende et royalt bryllup. På konturniveau passer musikken på mange måder rigtigt godt til brylluppet, men konventionerne er voldsomt belastet.
Postludium
Musik og betydning er et meget stort område, og der er mange områder, der ikke er beskrevet i denne tekst. Forholdet mellem musik og billedside er f.eks. et meget stort kapitel for sig. Jeg håber dog, du, efter at have læst denne korte indføring, har fået en fornemmelse for, hvordan musikken ”snakker” til os, og at det er blevet lidt nemmere at sætte ord på, det du hører.
