torsdag den 29. august 2013

E-learning skaber succes hos global leverandør af procesudstyr

Forbedret uddannelse, højere niveau, mere uddannelse, mindre omkostninger til rejser og hoteller..., etc..

Hvem er vi

Marel er - med afdelinger og datterselskaber i 30 lande, samt et netværk af mere end 100 agenter og distributører - verdens førende leverandør af avanceret udstyr, systemer og serviceydelser til fødevareindustrien. Vores produktsortiment spænder over hele produktionsprocessen.


Marel er den eneste virksomhed, der tilbyder fuldstændigt integrerede systemer og et bredt udvalg af standardiserede enkeltstående maskiner. Med næsten 4000 medarbejdere verden over kan vi betjene vores kunder, uanset hvor de er.

 

Udfordringen

Vi er 500 service teknikere, som er spredt over hele verden, så hvordan lærer vi at servicere, installere og vedligeholde en række komplekse maskiner, når budgettet er lille, og tiden er knap?
• Vi har forskellige uddannelsesniveauer
• Vi taler forskellige sprog
• Vi kan ikke LIGE køre fra Sydamerika til Danmark, eksempelvis
• Vi har mere end travlt med at passe vores daglige opgaver hos kunderne
• Når USA står op, går Østen i seng
• Vores kunder har maskiner, der kører i døgndrift
• Vi ved meget, men ikke det hele, og kommer der noget nyt, skal vi være med på beatet.
Vores arbejde kræver detaljeret teoretisk viden, men vi er ikke meget for at bruge tiden på lange powerpoint præsentationer, når chancen for kursus byder sig. Derimod vil vi hellere bruge tiden til rode at med maskinerne og teste dem, da vi er hands-on personer - altid med en værktøjskasse i hånden.


Løsningen

Den geniale ide, som en fremsynet servicechef får, er at lave e-learning. Han springer lige ud i det, får licens til et Learning Management System - (HVAD er det??) - til IT- afdelingens store frustration. Han hyrer et par praktikanter (kvinder!) uden teknisk baggrund til at lave indholdet i samarbejde med vores fageksperter. Ideen er ved hjælp af e-learning at skabe en fælles basisviden, som kan danne grundlag for alle hands-on kurser (og det synes vi jo lyder som et godt koncept.)
E-learningen er udformet således, at vi kan tage den som selvstudium, og vi kan alle tage den hvorsomhelst og når som helst. (Og det gør vi rent bogstaveligt, både hjemme om aftenen, og når vi får afsat tid på arbejde, på hoteller..)
Efter vi alle er sikret en (tålelig) netforbindelse kommer der krav om, at vi skal bestå e-learningen for at komme på kursus.
Selve e-learningen består af moduler med speak og forskellige mediesekvenser, fulgt af en quiz, så de kan kontrollere, vi har været igennem materialet. I starten skal man lige vænne sig til at blive testet og kontrolleret, men skolelærerinden skærer igennem, og der er ingen kære mor!!


Resultat

Efter lidt tilvænning er de fleste af os nået frem til, at e-learning er et rigtig godt koncept.
Da vi alle har adgang til alt e-learningmateriale, kan vores servicechefer udpege, hvad der er relevant for den enkelte tekniker. De kan også følge med i, hvad vi har taget.
Vores hands-on kurser er blevet kortere men til gengæld mere udbytterige, for der er mere tid til problemløsning, og til at makke med maskinerne.

Vi er væk fra det daglige arbejde færre dage - typisk er der skåret et par dage af et kursus, der før varede en uge, og udgifterne til hotelovernatninger er skåret ned.
Et direkte resultat af, at vi kan tage den teoretiske del af kurserne på e-learning.

Alle brugere kan tage e-learningen i det tempo, der passer dem. Folk lærer på forskellig måde, nogen skal have det ind gennem øret, andre er mere visuelle.

Materialet kan printes, og det er en store støtte, især for folk, der har problemer med at forstå talt engelsk. Sprogproblemer kan være et tabu, man regner bare med, at alle kan engelsk på et vist niveau, men sådan er realiteterne ikke. Med e-learningen kan man lære fagudtrykkene og få trænet evnen til at forstå det talte sprog (engelsk), hvilket også kommer til gavn på kurserne, når man skal samarbejde over maskinerne.
Man møder med lidt rankere ryg på kurserne, når man ved noget om maskinen.


Underviserne siger, at de sjældnere får spørgsmål relateret til basale ting, 'vi behøver ikke spilde tiden på pjat, men kan komme direkte til sagen', siger Henrik K., der har undervist i mange år, og var træt af de dræbende 'teoridage' – som regel de første par dage på et kursus.
En af vores kollegaer 'over there' er ordblind, og har som den første overhovedet taget alt, hvad der er af e-learning – rub og stub.

Her er, hvad han sagde, da vi lykønskede ham:
- I did not realize this, but it feels great to be the first one to complete this. I think that the e learning is awesome and a great tool to be used for all techs. I look for-ward to more. Bring it on an I will be ready and waiting!

Efter en lang sej opstartsperiode på 10 år har vi virkelig fået vind i sejlene med e-learning. Pionerarbejdet er gået over i en ny fase, så vi nu producerer e-learning på mere end 12 lokaliteter inden for både service, salg og HR.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar